Nyt år, livet, lockdown og halvvejs i graviditeten

Pearly white halskæde - min nye yndlings.. 

Rigtig godt nytår you guys!

Jeg håber at I er kommet godt og sikkert ind i det nye år? Det er vi.
Jeg har i skrivende stund lidt Emilie-tid. C og Isolde er på legeplads og Saxo er i Dragør med en ven. Jeg har smækket benene op, sat lidt god musik på, chokolade i skålen ved siden af mig og computeren på maven - det trængte jeg til : )

I øjeblikket forsøger vi - ligesom alle jer andre, at balancere hjemmeskoling, hjemmepasning og hjemmearbejde. Nogle dage har vi helt styr på det og andre dage, not so much. 
Men overordnet set synes jeg det går okay. Det er nemt nok at have den 7 årige hjemme, han er godt optaget af sin online skole og så har vi også haft en del legeaftaler til ham. Jojo og lidt (eller en del) skærm-tid kommer vi ikke udenom heller.
Men jeg synes jeg kan mærke på Isolde (3,5 år) at hun begynder at mangle lidt inputs nu.
Nu må vi se hvad de siger på det næste pressemøde. Måske kommer hun i børnehave i næste uge. Eller måske venter vi yderligere. 

Jeg har det sådan lidt i alt det her, at lige meget hvor træt jeg kan være af det, forsøger jeg så godt jeg kan at nyde det og jeg synes det går ok, nu man ved at det blot er for en periode. Det er godt for min samvittighed at bruge så meget tid med mine børn og i det her kolde, regnfulde januar-vejr synes jeg faktisk også det er helt fint ikke at skulle ud af døren klokken 8 hver morgen. 
Hvordan har I det med det? 

Og hvad ellers? Jeg er over halvvejs i min graviditet nu! Så dejligt at være nået hertil, nu man er den lidt utålmodige type, der ikke nødvendigvis elsker at være gravid. Baby sparker hver dag og lader mig vide at den er der. Det er vældig betryggende. Jeg har ikke skyggen af kvalme eller opkast længere, hurra for det! Egentlig har jeg ingen gener, men det er jo også den gode periode, som man siger. 2. trimester.
Maven begynder også at kunne ses nu. Dog er det gået langsomt denne gang, selvom det er tredje gang. Måske er det fordi at jeg jo fik syet mine mavemuskler sammen ved operation for halvandet år siden. Det hele føles ekstra stramt og spiser jeg mere end én portion, hvilket jeg aaaltid gør, haha, så kan jeg nærmest ikke trække vejret, føler jeg. Helt stakåndet og utrolig oppustet. Sådan har jeg nu også haft det i mine andre graviditeter, især omkring uge 25 med Isolde husker jeg. Og så gik det faktisk lidt over igen tættere på termin. Jeg er ærligt lidt spændt på/nervøs over hvor ukomfortabel jeg bliver, når baby vokser yderligere.
Men det må jeg tage med. Maven vil give sig og baby vil vokse som den skal - også på trods af sammensyede mavemuskler, hehe. Der er rigtig mange der bekymret har spurgt til det faktisk - og jeg kan kun sige at JA du kan sagtens blive gravid og bære et barn efter en maveplastik. Det eneste der bliver påvirket er det kosmetiske resultat. Altså maven vil jo give sig igen og der er en chance for delte mavemuskler igen igen. Og det er det absolut sidste der fylder i mine tanker. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med et eventuelt ødelagt resultat og tager det hele med, så længe jeg kan gro en sund og rask baby til os. Jeg er dybt taknemmelig <3 

Det er min sidste graviditet det her og jeg siger til mig selv at jeg skal nyde det, men jeg nyder det ikke ubetinget. Jeg nyder at mærke liv, selvom det også er liiiidt freaky, jeg synes det er hyggeligt og jeg elsker når mine børn lægger hånden på min mave og mærker med. De glæder sig gør de og det er jo bare så fantastisk at føle den kærlighed de allerede har til det lille liv. Isolde leger hver dag at hun har en baby inde i maven. "Det er en pige og hun hedder Hafa", siger hun. Haha. Og Saxo er bare stolt over at han skal være storebror til to - ligesom en dreng fra skolen, der også har to mindre søskende. Det er åbenbart lidt sejt. 

En anden grund til at jeg kke nyder det ubetinget er mit sind. Det driller mig altså lidt. Det har det gjort i alle mine graviditeter og først når jeg har født har det føltes som sig selv igen. Jeg tænker det er hormonerne. Det må det være. For jeg er ellers helt rolig og har ingen katastrofetanker om hverken babys ve og vel i maven, fødsel, tiden med et spædbarn eller tanken om 3 børn. 

Men jeg er ekstra sårbar. Det er svært helt at forklare, men det føles som et nervesystem der er i betydeligt højere beredskab end normalt. Jeg reagerer kraftigere på ting end jeg normalt ville gøre. 
Min angst, angst for angsten, der altid er med mig, bliver ekstra udfordret og den sikkerhedsadfærd jeg normalt bruger til at håndtere min angst (selvom sikkerhedsadfærd ikke er vejen frem, I know) bliver øget. Føler jeg skal have (flere) ting med mig rundt for at være tryg, bliver angst over de mærkeligste ting, som jeg så udemærket godt ved er helt irrationelt.  Det er en lille smule OCD agtigt - tror jeg. Og husk at OCD er så meget andet end hyppig håndvask og bakterie-forskrækkelse - noget jeg ikke lider af. 
Det er vældig generende at kunne se alting helt klart, at kunne fortælle sig selv at der er IKKE fare på færde - men at kroppen så alligevel ikke forstår det og helt automatisk reagerer som om, der står en løve foran en. Suk.
Men jeg arbejder med mig selv, udfordrer mig selv - samtidig med at jeg forsøger også at være mild og blid ved mig selv - og overbærende også. Som sagt har jeg prøvet det under alle mine graviditeter og jeg har også mærket, at det helt naturligt forsvandt efter fødslen. Så jeg er fortrøstningsfuld. Det er måske bare mit lod i graviditeten altså. Er der mon nogen der kan nikke genkendende til at nervesystemet simpelthen bliver ekstra påvirket af hormonerne? I så fald er I ikke alene <3

Arbejdsmæssigt er der knald på lige nu. Og det er fedt! December var for vild og januar er so far også helt crazy. Så jeg kan virkelig ikke bede om mere. Jeg er bare så glad og taknemmelig for at det løber rundt som det gør. 

I slutningen af måneden kan jeg præsentere jer for en række helt nye fantastiske halskæder og armbånd. De er så smukke og jeg glæder mig til at vise jer det hele. 

Her I januar kører vi på med et lille udsalg resten af januar. Tingene ryger ret hurtigt, så ind og se om der er noget for jer. 
Og har I set vores nye perlehalskæder? Jeg synes selv de er så super fine og jeg har min perlekæde på hver evig eneste dag. 

Med ønsker om en dejlig tirsdag! 
Hilsen Emilie 

Net Orders Checkout

Item Price Qty Total
Subtotal 0,00 kr
Shipping
Total

Shipping Address

Shipping Methods