Et blog-farvel

Hej til jer der har fundet vejen herind <3 


Jeg håber I har det godt og er kommet fint gennem Corona. Det er vi! Sikke en underlig tid det har været og hold op hvor føles det fantastisk, at DK nu igen er til at kende. Og så er det sommer (!). Det kan jeg slet ikke få armene ned over. Det er SÅ godt. Livet er dejligt : )


Min blog er, som I måske har set, lukket og slukket og jeg tænker ikke at det kommer som verdens største overraskelse for jer, i og med at jeg ikke har været aktiv virkelig længe. 


Jeg har ville skrive et farvel-indlæg i 1000 år, men tiden har ikke været der og mine tanker og ord har ikke ville ned på skrift. Men nu synes jeg at det var tid, og så gik det op for mig, at jeg jo faktisk har et blog-modul her på min webshop. Så hvorfor ikke bruge den. For ja, jeg vil egentlig gerne sætte lidt ord på det hele - både for mig selv, men også til de af jer der har fulgt med gennem tiden. Det er trods alt blevet til en hel del år med emiliblog. 

Så hvorfor et blog-farvel? 

Det helt korte svar er, at jeg i bund og grund har mistet lysten til at dele ud på den måde jeg ellers altid har nydt.

Jeg har alle dage blogget for min egen fornøjelses skyld - og fordi jeg ikke har kunne lade være. Jeg har nydt at dele ud af mig selv, mine tanker, mit familieliv. Hvem er vi, hvordan gør vi tingene. Jeg har flittigt læst med på andres blogs også og har i det hele taget følt mig vældig inspireret af mediet. Men sådan har jeg det ikke længere.


At dele ud af sig selv og sin familie og børn der bliver ældre:

Og særligt de sidste to års tid er der sket rigtig meget med mig. Sådan er det jo, man bliver ældre, udvikler sig, ændrer sig. Måske er jeg blevet mere privat.

Mine børn bliver også ældre og det har uden tvivl også haft noget at sige i forhold til min beslutning om at lukke. Sax blev 6 år i januar. Han er stor nu og går i skole (!) og ud over måske et par billeder her og der på instagram, kommer jeg ikke til at dele mere af ham. 


For selvom I ved, at alt der nogensinde er skrevet og vist på min blog om min familie har været kærligt, så har det for mig, i takt med at de, mine børn, er blevet større, føltes mere og mere forkert at have en blog med 10.000 billeder og ord om mig og dem liggende. Og omvendt ville jeg aldrig kunne skrive om andet. Bloggen har jo altid haft et personligt omdrejningspunkt og været fyldt med dét som har fyldt for mig. 


Så det er dét der har fyldt mest i forhold til at lukke. Min lyst til at dele, som er forsvundet, tanker om mine børn og deres ret til privatliv, nu hvor de har nået en vis alder.


Men også den professionelle del af det at leve af at være "influencer", og hvad der hører med, har jeg haft det svært med, rigtig længe. 


At have en blog som levebrød:

Jeg startede som kommerciel blogger da jeg i 2015 var færdig med min barsel og færdiggjorde min uddannelse. Bloggen tillod mig at jeg kunne have et yderst fleksibelt arbejdsliv. Og den fleksibilitet har betydet sådan ca alt for mig og mit familieliv. Jeg er meget taknemmelig for, at det har kunne løbe rundt på den måde i disse år.

Det har været nogle virkelig fede, lærerige og givende år. 

Men måden som det har løbet rundt økonomisk på, de betalte samarbejder - dem har jeg, for at være helt helt ærlig, haft det blandet med, og særligt de sidste par år, hvor det også er blevet til mindre og mindre.

Jeg vil gerne understrege, at jeg aldrig har lavet noget jeg ikke har kunne stå inde for. Jeg har til gengæld lavet en hel del, som jeg ikke følte 100% var mig. Noget jeg ikke nødvendigvis altid har kunne mærke, før kampagnen var ude. 

Et eksempel kunne være et produkt - det kunne være en makeup-fjerner. Den fungerede og gjorde hvad den lovede, og jeg ville mene hvert et ord jeg skrev om den var, men når alt kom til alt og annoncen var slut, ville jeg jo gå tilbage til at fjerne min makeup med den mandelolie, som jeg har brugt de sidste mange år.


Og det er jo uskyldigt nok, for igen, produktet var jo vitterligt fint. Men det var bare ikke mig, ikke Emilie. Og det har sommetider føltes som om, at jeg med tiden har overtrådt nogle grænser i forhold til min egen integritet. 


Det er ikke fordi at jeg er imod reklamer, det er jeg på ingen måde og jeg kan sagtens finde inspiration i andres annoncer, ligesom at jeg sikkert også vil komme til at markere ting med "reklame" på min instagram i fremtiden. Jeg ved bare nu, at reklamer er noget som jeg skal lave 100% af lyst, og ikke noget min indkomst på nogen måde skal baseres på. 

Jeg vil simpelthen kunne være MIG når jeg er online.

Derudover vil jeg dele når jeg har lyst og ikke fordi jeg skal opretholde læsertal, jeg vil lave swipe-op på Instagram når jeg føler for det - og ikke fordi det er en del af mit brief og jeg vil gå lige så længe jeg har lyst uden at lave stories og posts - og have det helt fint med dét - præcis som jeg har gjort det, det seneste halve års tid. 

Det har været så befriende for mig og har føltes så rigtigt i maven. 

Det føles godt officielt at afslutte dette kapitel af mit liv og samtidig har det selvfølgelig også været angstprovokerende. Mest i starten. Nu er der alligevel gået ret lang tid siden beslutningen blev truffet og jeg er helt sikker på, at det her er det rigtige move for mig. Selvom der selvfølgelig er mange ting jeg vinker farvel til. 

At have arbejdet med bloggen professionelt har betydet frihed og fleksibilitet, som jeg alle dage har været helt utrolig taknemmelig for.

Det har betydet mange gode oplevelser og et fantastisk netværk af skønne damer, som jeg føler mig så heldig over. 

Det har også betydet en masse... "goder" (i mangel af bedre ord, men jeg tror I forstår). En følelse af at være"vigtig" - en evig fuld indbakke, med mennesker der vil en. Rigtig mange gratis oplevelser, hotel, restaurant, rejser, ting og sager.

Jep - en masse materielle goder. Og jo, det har da været dejligt. Og mange af de ting, har helt bestemt har givet en (kortvarig) lykkefølelse.


Men med tiden (som sagt har dette været længe undervejs) også en åbenbaring. En følelse af at vide hvad der for mig er vigtigst her i livet.

Det nære og det simple. Og ikke en fyldt indbakke, ikke fremmede mennesker, der vil en. Ikke overflod i form af gaver eller andet. 

Til sidst nåede jeg jo faktisk til et punkt, hvor det at få en pakke med en gave ind af døren på ingen måde var noget jeg værdsatte. Mine pakker kunne stå uåbnede i dage. Og sådan synes jeg egentlig ikke det bør være. 


Hvad så nu? Nirrimis..

Nirrimis, mine ravkæder til børn og voksne, som I har taget godt imod, har været mit lille skub til at lukke bloggen endeligt. Så det er jeg rigtig glad for at jeg kastede mig ud i, i efteråret sidste år.


Det er ikke fordi at det jeg har skabt her er banebrydende eller ekstraordinært. Det er en lille virksomhed med mig som eneste medarbejder. Men det løber sgu rundt og har gjort det fra næsten dag. 1. Og dét er jeg stolt af. Det er et arbejde jeg helt selv har skabt, et der giver mig smør på brødet, uden at jeg selv, eller min familie er i fokus og et arbejde hvor jeg er min egen chef og hvor jeg fortsat har kunne beholde det fleksible arbejdsliv, der giver mig kæmpe livskvalitet. 


Nirrimis har virkelig givet mig inspirationen tilbage, og har på alle måde været og er et vildt sjovt projekt. Jeg aner ikke om Nirrimis er her om et år - jeg håber det da, men i og for sig er det ikke det vigtigste. Det vigtigste er den følelse det har givet mig. Det har givet mig noget mod, noget power og mega meget blod på tanden.

Det her med at sidde på den anden side af bordet - designe, kreere, bestemme, være hende der sætter influencer-samarbejder i gang, tage ud til potentielle forhandlere og præsentere, snakke med agenter i udlandet, yde en god kundeservice. Det er helt vildt fedt, synes jeg. 


Jeg er i den grad kommet på arbejde og ville ønske at døgnet havde flere timer. Men det er ok. Det passer fint ind i vores liv nu. 

Saxo går i skole hver dag og synes det er toppen. Isolde startede i institution her efter Corona lockdown. På en måde nåede hun aldrig at starte sådan rigtigt inden. Der var lang indkøring, så sygdom, jul, mere indkøring, mere sygdom og så corona. Men efter Corona hoppede hun direkte ind i børnehavelivet og har elsket det fra dag 1. Som i at hun går rundt herhjemme og flere gange siger at hun glæder sig SÅ meget til at komme i børnehave. Shit, haha. Men det er jo vildt fantastisk. Jeg er bare så glad for, at hun er så glad for det. 


Jeg føler lidt at verden er åben. Og at jeg er. Åben for business - så tøv ikke med at skrive til mig, hvis vi skal drikke en kop te og tage en snak. 

Jeg tror jeg fik sagt det jeg ville sige! TUSIND tak for jeres engagement gennem årene. Det har virkelig været en sand fornøjelse <3


Og ps: Her kommer en rabatkode (jaja, lidt blogger vil der nok altid være i mig ; )

Brug koden EMILI20 og få 20% rabat på hele din ordre herinde. Jeg lader koden køre frem til på søndag d. 31 maj! <3 KRAM og endnu en gang tak for støtten. 

 

Net Orders Checkout

Item Price Qty Total
Subtotal 0,00 kr
Shipping
Total

Shipping Address

Shipping Methods