Forår og fødselstanker

Det er forår, venner! For søren da!

Åhh og det føles helt fantastisk. Jeg synes det har været den længste lange vinter, og lockdown og graviditets-kvalme hjalp ikke just på humøret for mit vedkommende. Phew, den har været tough!
Men nu lysner det. Det er 1. marts, officielt forår og jeg vågnede op i morges til lys og masser af det. Det er stadig til den kolde side, jojo, men det kommer. Varmen kommer. Og jeg glæder mig sådan over denne tid vi går i møde netop nu.

I dag er der indkøbt forårs-sko til ungerne og jeg har planer om at trille forbi en is-biks, når jeg henter dem fra skole og børnehave senere. I øvrigt på vores helt nye ladcykel. Med EL! Wohoo! Vi har haft ladcykel uden el længe og været så glade for det. Men nu hvor jeg bliver tungere og tungere og børnene bliver flere og flere -  både i forhold til den kommende familieforøgelse naturligvis, men også diverse legeaftaler, der kommer med hjem et par gange om ugen - så er det bare kanon med lidt ekstra hjælp. Derudover er den fed til de længere ture, hvor vi måske normalt ville have taget bilen - og jeg forudser hvordan vi kommer til at tage på ture i den hele sommeren. Ej men helt helt genialt. Det kan jeg godt anbefale. 

Nirrimis

Nirrimis går stadig forrygende, så vi er glade og klør på. Det er stadig sjovt og givende og vigtigst giver det mig den hverdag jeg gerne vil have. Jeg arbejder dog på at holde fokus og det er ikke altid det letteste for mig. Jeg har svært ved at se mig selv i noget alt for længe ad gangen og bliver altid vildt imponeret over de der formår at køre en business i mange år og stadig kan finde passionen for det. Det synes jeg er sejt.
Men altså, alt er godt. Vi har fået en hel del flere udenlandske forehandlere siden sidst jeg tjekkede ind. I dag vores første Italienske butik. Og lige nu kører vi et samarbejde med søde Karen Ziefeldt. Hun har designet 3 krystal-kæder, Ariel, Atlas og Aura. Jeg elsker personligt Aura og har min kæde på hver dag. I kan i øvrigt frit bruge rabatkoden ATLAS20 og få 20% rabat på Karen’s serie. Find den HER

Lidt om graviditeten og den forestående fødsel.

Fordi det er unægteligt det der fylder en del for mig for tiden. Jeg er trådt ind i min 28.uge, hvilket jo betyder at baby er hjertens velkommen om 10 uger. Jeg har født hhv. 15 dage før og 10 dage over termin, så jeg har absolut ingen fornemmelse for hvornår denne baby kommer. Måske lige omkring termin? Det ville være skønt. Jeg synes ikke det var sådan vildt spændende at gå til knap uge 42 sidst - til gengæld var Isolde lidt mere… robust? da hun kom ud. Hun vejede knap 3900 gram og tabte sig aldrig efter fødslen. Der var aldrig noget at bekymre sig om mht. hende. Saxo vejede 3180, tabte sig lidt efterfølgende og var gul et stykke tid efter.

Baby kommer når baby kommer, sådan er det : )

Men ja, 10-15 uger endnu og det er begyndt at gå op for mig, at der ikke er så længe igen af min tredje og sidste graviditet. Jeg har været ret fokuseret på at tiden bare skulle gå stærkt, fordi jeg har haft det så skidt. Jeg har bildt mig selv ind at der der med at være gravid, det var ikke noget for mig. I like my kids earthside. Og det gør jeg også, bliver aldrig hende der siger at hun savner maven. Men nu føles det faktisk som om, at jeg kan slappe lidt mere af i det og rent faktisk nyde den sidste tid. For jeg har det mentalt rigtig godt. Jeg er glad. Jeg føler mig stærk og ikke så hormon-ramt og sårbar som jeg har gjort. 

Fysisk kan jeg heller ikke klage - dog føler jeg lidt at jeg har været i tredje trimester længe (og den starter først officielt på mandag, haha). Men altså det er jo småting. Jeg er begyndt at fylde. Det er begyndt at blive tungt. Til mit sidste jordemoder-tjek mente hun at baby var lidt over gennemsnittet. 1300 gram ish. Jeg har aldrig helt forstået hvordan de regner det ud ud fra symfyse målet. Hmm. 
Min lænd gør ondt næsten hver aften, jeg skal tisse hele tiden, at vende mig eller komme op fra sengen er en præstation i sig selv. Jeg pruster og stønner ved blot at gå op til 2. sal og min vejrtrækning er presset - og det bliver jo kun vildere fra nu af. Så det er suuuuper ; ) Men derudover, ingen klager og jeg sover herligt om natten og har gjort det under hele graviditeten. Dét et jeg taknemmelig over, da jeg godt ved det bestemt ikke er en selvfølge. 

Så er der fødslen.

Jeg er gået fra ikke at skænke fødslen en tanke, til nu at gå all in på den. Det fylder. Og jeg glæder mig åndssvagt meget. Jeg har så utrolig mange tanker om den, mange flere end jeg har haft de to andre gange. Jeg har faktisk aldrig tænkt, at fødslen havde den helt store betydning, så længe barnet kom ud i god behold. Og det ér jo også det vigtigste trods alt, at baby kommer ud. Men alligevel kan jeg mærke at jeg denne gang brændende ønsker en anden oplevelse og tillægger fødslen en hel del mere betydning. 
Måske fordi at jeg, efter oplevelsen med Isoldes fødsel, som på papiret måske var en rigtig fin fødsel men som for os var præget af utryghed, travlhed og dårlig stemning, bare har lyst til at det skal være noget helt andet denne gang. Måske også fordi det med al sandsynlighed er min sidste fødsel. 

I får lige den korte historie af begge mine fødsler. 


Saxos fødsel: 

Saxo blev født ved kejsersnit i 2014. Han lå i uk, altså med numsen ned og jeg havde ikke mod på en sædefødsel dengang. Faktisk fravalgte jeg også hospitalets vendingsforsøg, da jeg havde en stærk følelse af, at han lå som han gjorde af en grund. Det lyder muligvis fjollet i jeres ører, men jeg tror det er så vigtigt at holde fast i sin moder-intuition og jeg er glad for at jeg stod ved min beslutning, selvom jeg jo også må indrømme, at kejsersnittet lagde nogle rammer for min næste fødsel, som jeg gerne ville have været foruden. Med et tidligere kejsersnit er man ved fremtidige fødsler altid at betegne som en risikofødende. Og dét mærker jeg i den grad nu. 

Men altså selve kejsersnittet står for mig som en virkelig god oplevelse. Vandet gik med et plask og uden forvarsel i uge 37, netop som Casper og jeg var på vej i seng. Jeg skulle lægge mig ned med det samme, hvilket man skal når baby ligger i uk og det var så komisk, for vi havde ikke pakket en taske og var så uforberedte som man kunne være. Det kom totalt bag på os at det var nu, og Casper rendte rundt i panik og pakkede og jeg skiftevis grinede og rystede, mens vi ventede på at ambulancen ankom. Omkring midnat tog de imod os på Hvidovre, men de havde ikke tid til at lave kejsersnittet på det tidspunkt, så i stedet fik jeg lov at vente. Og vente.. og vente. Liggende på en hård briks, jeg måtte ikke engang rejse mig for at tisse. Faktisk ventede vi helt til klokken 14 næste dag. Og på det tidspunkt var veerne begyndt at kunne mærkes en smule. Jeg nåede at åbne mig til 4 cm, inden de havde tid til at lave kejsersnittet.

Tiden efter var for mig helt uproblematisk. Jeg gik længere ture med barnevognen 4 dage efter, helede så fint og havde ingen problemer med smerter eller andet. Amningen kørte også fra dag 1, noget man jo ellers hører kan være svært efter et kejsersnit. 

Mine følelser omkring kejsersnittet har alle dage været gode. Jeg synes det var en god fødsel, jeg var glad for at det gik i gang af sig selv og at jeg nåede at mærke veer. Jeg følte mig hørt og set og følte aldrig at jeg var gået glip af noget. Følte mig præcis lige så kvindelig, sej og stærk som jeg var.

Isoldes fødsel: 

I august 2017 havde jeg termin med Isolde. 

Til samtlige jordemoder-besøg fra midten af graviditeten, lå hun ligesom sin storebror havde gjort, med numsen nede. Når babyer ligger på den måde kan det betyde at ens livmoder har en særlig form, så jeg tænkte egentlig at det jo nok bare var sådan det var for mig. Ved en scanning og en lægesamtale i uge 35 gav en læge mig ret, Isolde lå med numsen nede og dybt i bækkenet og en dato for et kejsersnit blev sat. Jeg havde det helt fint med det, havde jo prøvet det før og glædede mig bare til at møde hende.

Omkring uge 36-37 var jeg igen til jordmoder, blot til et rutinetjek, men denne gang var hun i tvivl om hvorvidt Isolde stadig lå med numsen ned. Jeg grinede og var helt overbevist om, at hun naturligvis stadig lå som hun havde ligget så længe. Jeg ville da selvfølgelig også have mærket det, havde hun vendt sig så sent…troede jeg. En scanning bekræftede at hun havde vendt sig til hovedstilling og jeg gik faktisk lidt i chok. For selvom jeg jo havde hørt, at babyer kan vende sig helt frem til fødslen, så kom det bare fuldstændig bag på mig. Men jo, den var god nok. Hun lå lige som hun skulle, klar til at møde verden. 

Jeg fik muligheden for at holde fast i kejsesnittet eller aflyse og sadle om til en vaginal fødsel. Jeg skulle lige tygge på det et par dage, inden jeg besluttede mig. Ikke fordi jeg ikke ville føde vaginalt, men på det her tidspunkt var der, så vidt jeg husker mindre end to uger til at kejsersnittet skulle stå, og I ved nok hvor ufattelig fed up man kan være i slutningen af sådan en graviditet. Sådan havde jeg det også. Jeg var SÅ klar på at møde hende og havde virkelig talt ned til datoen. 

Men til trods for min utålmodighed valgte jeg at forsøge mig med en vbac. Jeg har alle dage forestillet mig hvordan det mon ville være at føde. Jeg har tænkt at det ville jeg være god til og jeg har set frem til, at jeg en dag skulle føde. 

Så kejsersnittet blev annulleret og nu var det bare at vente på at fødslen gik i gang af sig selv. Så spændende. 

Som sagt ville Saxo ud 15 dage før termin, så på en eller anden måde havde jeg nok regnet med at Isolde også ville ud før eller I det mindste omkring termin. Så da jeg var gået 10 dage over termin, var jeg mildest talt utrolig træt af at være gravid. Haha.

Dagen inden jeg var indkaldt til igangsættelse gik vandet, også med et plask og også uden andre tegn på at noget var i gang. Det er altså bare den vildeste følelse når vandet går. Jeg var lykkelig for at min krop var startet selv og for at jeg undgik at skulle til igangsættelse med ballonkateter og jeg ved ikke hvad.

Ret hurtigt efter vandet var gået ville fødegangen gerne se mig til tjek. Når man har et tidligere kejsersnit bliver man holdt ekstra godt øje med, fordi der er en lille risiko for at ens ar i livmoderen kan briste under veerne. Og sker det, er det ret fatalt. Så et par timer efter vandafgang kørte vi mod Herlev. Jeg havde på dette tidspunkt endnu ikke fået nogle veer, hvilket er helt normalt efter primær vandafgang. Det kan tage sin tid.
Men stort set med det samme som vi kom ind, blev vi mødt med et “nu skal du have gang i dine veer, ellers må vi sætte dig i gang med vestimulerende drop”. 

For mig føltes dette som et vældigt stort pres. Så lå jeg der i et upersonligt lokale med en træls belysning, på en hård briks og koblet op til ledninger og ctg. Det er rigtig rigtig godt at man bliver holdt øje med, men jeg oplevede også hvordan det på mange måder føltes utrolig unaturligt. 

Veerne kom, men ikke hurtigt eller kraftigt nok ifølge hospitalet og droppet blev sat til nogle timer efter. Jeg var stadig koblet op og skulle jeg bevæge mig væk fra briksen var det med ledninger og stativ. 

Jeg var ikke tryg ved droppet, jeg var bange for om arret i min livmoder kunne briste, da jeg havde læst at netop et drop og et tidligere kejsersnit ikke var så god en kombi. Jeg følte ikke at min helt nyuddannede jordemoder havde styr på det heller, selvom hun sikkert havde, og vi fik aldrig rigtig svar på vores spørgsmål. 

Droppet kørte, veerne blev hurtigt stærke og på et tidspunkt bliver der skruet op for aller højeste blus. 180. Jeg fik det der kaldes vestorm. Kunstige kraftige veer uden pause. Aldrig har jeg oplevet noget mere smertefuldt og jeg er ellers på ingen måde sart med smerter. Men det her, wow! Det var SÅ voldsomt. Og til trods for de her crazy veer, åbnede jeg mig ikke en centimeter. Lidt skørt at tænke på at jeg med Saxo åbnede mig til 4 cm uden stort set at kunne mærke det. 

En afdelingsjordmoder jeg ikke havde mødt kom nu ind på stuen, da hun havde hørt at jeg ikke havde åbnet mig. Hun ville derfor da liiiiige se om hun ikke kunne åbne mig lidt med sine fingre. Og det gav sket ikke mening for mig. At blive åbnet lidt ville ikke gøre en forskel anyway. Jeg havde kunstige veer jeg ikke kunne være i og noget andet skulle jo ske. Hun insisterede dog og forsøgte – uden held. Det endte faktisk med at jeg måtte råbe “Det er et overgreb”, inden hun fik sine fingre ud. Dem der kender mig ved godt at jeg ikke er en dramaqueen, men det var vitterligt sådan det føltes på dette tidspunkt, som et overgreb. En fremmed der bare vadede ind og ville undersøge mig vaginalt, uden nogen fornemmelse for min situation. 

Herefter fik jeg lagt en epiduralblokade, Det var rart at slippe for smerterne og jeg kunne endelig slappe af og sove lidt. Men det var også meget mærkeligt. Skærmen viste at jeg havde hyppige og kraftige veer og hver gang jeg blev undersøgt havde jeg åbnet mig mere og mere. Men jeg kunne INTET mærke. Absolut ingenting. Rart ovenpå vestormen, selvfølgelig, men det var også igen - unaturligt, mekanisk. En følelse af sket ikke at være med i min egen fødsel. 

Pludselig var jeg 10 cm og klar til at presse. Pressefasen var vist nok lidt lang, men gik ellers efter bogen. Det gjorde skide ondt (en epidural virker ikke på presseveer) men vi har filmet det hele og mellem presse-veerne ligger jeg og snakker med jordmoderen og har overskud til både at smile og grine lidt. Så selve pressefasen var egentlig helt okay. 

Dog skulle jeg ligge på ryggen hele tiden – jeg tror det var fordi jeg var koblet op til alt det her udstyr. Jeg havde svært ved at presse ordentligt med når jeg lå på den måde og endnu en gang havde jeg følelsen af ikke at blive guidet ordentligt til noget der fungerede bedre for mig. 

Men altså. Ud kom Isolde. Verdens dejligste. Hun landede på mit bryst, helt perfekt og fin. Højeste score og havde haft det fortræffeligt under hele fødslen. Jeg skulle syes for en 2. grads bristning (den havde jeg fornøjelse af at mærke til de næste 8 uger, yes yes) og derefter gik alt som smurt. Vi skulle egentlig være indlagt to nætter, da jeg havde fået antibiotika under fødslen – men vi fik alligevel lov at tage hjem efter en enkelt nat. Ikke om jeg havde lyst til at bruge et sekund mere på Herlev. Ville bare hjem til vores eget. Hjem til Saxo. 

Under Isoldes fødsel er følelsen af ikke at blive hørt, set eller guidet ordentligt, dét der fylder aller mest for mig. Og så de forskellige jordermødre-skift. Vi havde fx et skift under min pressefase. Jeg tiggede og bad vitterligt jordemoderen om at blive hos mig, men hun sagde temmelig køligt, at hun var vikar og ikke fik løn for overarbejde. Og så skal hun selvfølgelig heller ikke blive, men det føltes bare ikke trygt, at skulle forholde sig til en ny jordemoder mens ens ben er i bøjler og hovedet er synligt. Der gik ca et kvarter fra den nye jordmoder kom til at Isolde var født. 

Man fortrænger sikkert en del fra en sådan fødsel og jeg har helt sikkert glemt ting undervejs, men jeg har overordnet ikke en følelse af at min fødsel var varm eller rar på nogen måde. Og det handler slet ikke om smerterne. Det var mere stemningen. Og travlheden. Stressen. Jeg husker seriøst ikke at der var nogen der heppede på mig, kom med små “du er næsten I mål” eller “du gør det så godt” og gud hvor kunne jeg godt have brugt lige netop dét. 

Casper var selvfølgelig en kæmpe støtte – men han var også skræmt over forløbet og stod selv med følelsen af ikke at være “med”. Han var heller ikke tryg, følte sig heller ikke hørt eller set. 

Fødslen sidder ikke i mig som en traumatisk fødsel og jeg har ikke skænket den mange tanker siden Isolde kom ud. Men nu hvor min tredje og sidste fødsel trænger sig på, er det nok helt naturligt at gøre sig tanker om hvordan jeg ønsker at den skal udfolde sig. 

Den forestående fødsel 

Min største fortrydelse sidst var at jeg gik ind til fødslen med en grundlæggende tro på, at jeg selvfølgelig havnede i de mest kompetente hænder med en jordemoder der støttede mig, forstod mig. En som jeg klikkede med og som kunne læse mine behov. Der skal to til tango og jeg tager også min del af skylden for at jeg sikkert ikke fik kommunikeret ordentligt ud. Der er jo ingen der er tankelæsere, ej heller en jordemoder, og jeg gætter i øvrigt på, at fødende kvinder gerne vil have det på tusindvis af forskellige måder, haha.
Men man er altså ikke er helt ved sine fulde fem under sådan en fødsel. Fx tænkte jeg aldrig på at jeg faktisk kunne have bedt om en anden jordemoder, selvom jeg godt vidste det. Jeg havde heller ikke tænkt over, at alt er en anbefaling og at man som fødende rent faktisk har ret til at træffe egne beslutninger. Ja tænk, man må træffe egne beslutninger vedr. egen krop, hah ; ) Jeg havde ikke tænkt, at jeg kunne have bedt om at få udskudt droppet, så jeg havde bedre mulighed for at lade mine veer få fat selv. Mit overskud var slet ikke til at træffe en sådan beslutning på det tidspunkt. 

Dagen efter fødslen vidste jeg at næste gang jeg skulle føde - hvis der blev sådan en gang. så skulle jeg have en privat jordemoder med mig. En dygtig støttende, heppende kvinde, som kunne være der 100% for mig under hele fødslen.

Så det er faktisk dét vi kører med denne gang - en privat jordmoder som er med os hele vejen (og corona har bare at tillade det til den tid). Det er lidt af en udskrivning ja, men ærligt så kan jeg ikke forestille mig noget der er bedre givet ud end tryghed til måske den største begivenhed i livet. 
På den måde tænker jeg, at uanset hvor travlt der er på fødegangen og uanset hvem vi løber ind i, så er det faktisk næsten ligemeget. For jeg vil have min egen jordmoder og på den måde føle mig tryg og taget hånd om. 

For mig er en fødsel der ender ud i smertelindring, drop - eller måske endda kejsersnit ikke en dårlig fødsel. Kan det klares helt naturligt ville det være at foretrække og det er også det jeg stiler efter denne gang. Men som sagt er det trygheden som jeg føler er alfa omega. 

Jeg kommer højst sandsynligt til at gå mod nogle anbefalinger denne gang. Det er ikke noget jeg ligefrem er stolt over, men det kalder så meget på mig, at jeg ved at jeg er nødt til det.
Jeg ønsker at være hjemme i trygge rammer så længe som muligt. Måske endda under hele fødslen, selvom dette vil blive kraftigt frarådet og dermed vil være på eget ansvar. Jeg ønsker tid og ro til at lave veer af mig selv, fordi jeg ved at jeg kan. Jeg ønsker ikke konstant overvågning med ctg. Jeg ønsker at komme i vand. 

Det er sjovt, jeg har aldrig sådan rigtig forstået det der med en hjemmefødsel. En af mine bedste veninder har født hjemme to gange og har altid slået et stort slag for det, mens jeg ikke har forstået hvorfor alle kvinder dog ikke bare vil føde på hospitalet - det "sikreste sted" jo.
Men jeg forstår det SÅ meget nu, efter Isoldes fødsel. Jeg forstår det 110%. Jeg forstår hvor meget tryghed i virkeligheden betyder for en fødsel. Forstår hvordan travlhed og stress kan være ødelæggende for forløbet. Forstår hvordan diverse indgreb kan lede til endnu flere indgreb. Forstår at man kan udsættes for overgreb et sted man tror man er i sikkerhed. Forstår hvordan hospitalets retningslinier sommetider bliver påduttet alle, uden at der egentlig bliver set særlig meget på det enkelte menneske. Forstår nu at alt er anbefalinger, anbefalinger som man rent faktisk gerne må takke nej tak til. 

Så ja det var lidt fødselstanker. Og nu må vi se hvad det bliver til. Det er virkelig spændende, synes jeg selv ; ) Jeg nørder fødselsvideoer som aldrig før, går op i det med liv og sjæl og glæder mig helt vildt til fødslen. Aller mest til at møde det lille liv. Der er ikke så længe igen nu <3

Net Orders Checkout

Item Price Qty Total
Subtotal 0,00 kr
Shipping
Total

Shipping Address

Shipping Methods