Vi venter vores tredje barn



Selvom jeg på mange måder er rigtig glad for at være stoppet med at blogge, så kan jeg alligevel mærke at jeg nyder at tjekke ind her i ny og næ. Der er noget dejligt genkendeligt ved at skrive et godt gammeldags blogindlæg. Ligesom at jeg faktisk også hellere vil læse blogindlæg hos dem jeg stadig følger, fremfor at kigge med på Instagram. 

Og nu fik jeg altså lyst til at blogge om det jeg også delte på Instagram tidligere i dag. At Casper og jeg venter vores tredje barn. Saxo skal være storebror igen og Isolde skal være storesøster. 

Jeg har termin i maj og vi er SÅ MEGA GLADE.  

Det lå ikke 100% i kortene af vi skulle være en familie på 5 og hverken familien eller vores venner så den komme - derfor var det også ekstra sjovt, at dele det med dem.  

Når jeg mærker efter, så har jeg nok inderst inde godt vidst at jeg gerne ville have tre. Jeg havde ikke følelsen af at være færdig færdig efter Isolde - selvom at jeg virkelig prøvede at undertrykke det, fordi det jo bare ér vildt (hårdt) at skulle igennem det hele en gang til. På mange måder ville det have været nemmere hvis jeg ikke havde haft lyst til flere  

Men jeg havde en fornemmelse af, at det altid ville spøge lidt, hvis ikke vi i det mindste forsøgte.
Det var dog ikke før i sommers at jeg begyndte at have en reel lyst til at det virkelig skulle være. 

Så Så Casper og jeg talte meget om det hen over sommeren. Vi lavede lister med for og imod og jeg kan da sagtens afsløre, at der var flest imod. Det gik bl.a på at skulle starte forfra, når nu man lige synes det hele rent faktisk kører på skinner, at skulle miste sit overskud, mig der bliver åndssvagt dårlig i graviditeten, en nystartet virksomhed, som også skal have kærlighed og kan man egentlig være nærværende over for 3 børn? Og lige huske at være gode kærester samtidig? Nå ja og så alt det praktiske.. Kan vi blive i lejligheden? Ny bil? Hvordan rejser man med 3 børn? 

I sidste ende kom vi dog frem til at det handler om kærlighed. Vi synes vi har kærligheden og lysten - og overskuddet også. Og det er det vigtigste, så finder man jo ud af alt det andet hen af vejen. 
Og børnene er med deres 3,5 år og 7 år (lige straks) rimelig selvkørende. Vi har fået vores sammenhængende søvn i efterhånden mange år og er ikke udkørte.

Der bliver 3 år og 9 måneder mellem Isolde og baby - nogenlunde samme aldersforskel som der er mellem Saxo og Isolde - og den aldersforskel har virkelig fungeret godt for os, så vi havde det også lidt sådan at skulle det være, skulle det være nu.
Og tanken om at give dem en søskende for livet, at være en mere om spisebordet, en mere at give kærlighed - alt det der - det gjorde os varme om hjertet. 

Så vi besluttede at prøve. Men også at have i mente at vi er super priviligerede med de to vi har i forvejen og at det ikke på den måde skulle have lov at fylde. Og skulle det ikke være, jamen så havde vi i det mindste givet det et forsøg - og det betød ret meget for mig. 
Og ja, der skete så det, at jeg weekenden efter beslutningen var taget blev gravid. Hah! 
Og det er sjovt hvordan at det, lige så snart man ser de to streger, bare ikke kan være anderledes. Det føltes med det samme helt rigtigt. Selvfølgelig skal vi have en treer! 


Men sikke nogle måneder det har været.. For pokker da!
Jeg har, ligesom med Isolde (med Saxo var det slet ikke så slemt) lidt af ekstrem madlede, kvalme og har haft mange daglige opkastninger. Og her i uge 16 kaster jeg stadig op hver dag. Det er blevet lidt bedre mht trætheden, men også kun lidt. Jeg skal helst have mine 10 timer om natten og ender med at gå i seng samtidig med børnene hver aften. Jeg er helt færdig. 

Jeg kunne nævne så mange ting jeg ikke bryder mig om ved denne graviditet, men det er svært at snakke helt ærligt om, fordi jeg føler at man bare skal være taknemmelig og jeg har jo ligesom selv valgt det - og det er jeg selvfølgelig også, smadder taknemmelig, men ih guder hvor har jeg følt mig syg. Det er gået ud over så mange ting og jeg har nået at fortryde flere gange undervejs - hvis bare det kunne få mig væk fra denne tilstand. Jeg har ligget i fosterstilling, grædt og følt mig helt nede i kulkælderen. Min angst har været forværret og det har bare ikke været spor sjovt. ‘Den søde ventetid’... 

Heldigvis har jeg kunne genkende forløbet og jeg ved at det trods alt kun er for en periode. Og for hver dag der går nu, føler jeg mig mere og mere som mig selv igen. Det er virkelig virkelig dejligt. 
Jeg glædes også over, at jeg ikke skal igennem det igen. Jeg kan med sikkerhed sige at vi ikke ønsker flere end 3 børn, og det er faktisk rigtig rart at være afklaret med det. 3 er perfekt for os. 


Vi glææææder os sådan og for min skyld må det altså gerne blive maj lidt tjept. En baby i armene, lysere dage og forhåbentlig lidt færre restriktioner og alt det der. Jeg ved at vi er så privilegerede, dig og mig, men jeg synes alligevel at de mørke måneder her kombineret med graviditet (for mit vedkommende) og corona og alt hvad det har medført har været lidt... meget... 

Jeg håber at I holder ud derude? 

Tak fordi I læste med.

Hilsen Emilie 

Og ps. hvis du har lyst til at shoppe lidt rav til julegaverne i år, så brug min kode: friends25 som giver 25% på ALT - i dag d. 5/12 og i morgen 6/12. 
Find alle produkter HER - og skriv endelig på sales@nirrimis.com hvis du har spørgsmål til noget. 


Net Orders Checkout

Item Price Qty Total
Subtotal 0,00 kr
Shipping
Total

Shipping Address

Shipping Methods